Svenske Lina Bengtsdotter er en forholdsvis ny krimiforfatter, som nyder stor popularitet med sin krimiserie med kriminalinspektøren Charlie Lager i hovedrollen. Indtil nu er der skrevet to bind i serien, og Annabelle er første bind. Lina Bengtsdotter er selv vokset op i den lille by Gullspång, hvor krimierne foregår, men hun bor nu i Stockholm. Hun er uddannet folkeskolelærer med svensk og psykologi som linjefag, og hun har skrevet noveller, før hun debuterede som krimiforfatter.
17-årige Annabelle forsvinder fra den lille svenske by Gullspång en sommernat. Både det lokale politi og foreningen ”Missing People” leder efter hende, men da de ikke kan finde hende, må de søge assistance fra Stockholm. Kriminalinspektør Charlie Lager kommer til Gullspång sammen med assistenten Anders Bratt for at hjælpe med efterforskningen.
Som læser følger man flere personers synsvinkler i romanen. Man følger Charlie Lager, som selv har boet i Gullspång som barn og teenager sammen med sin mor. Derfor bliver efterforskningen også en tur ned ad Memory Lane for kriminalinspektøren, der karakteriseres som en både ligefrem og provokerende kvinde i trediverne. Fra Annebelles synsvinkel hører man om den dag, hvor hun forsvandt. Derudover får man historien om to unge kvinder, som boede i byen, længe før Charlie blev født. De mange historier flettes ind i hinanden i romanen. Romanens krimiintrige er realistisk, og person- og miljøbeskrivelser er meget interessante, og slutningen overrasker.
Annebelle er en spændende og velskrevet krimi, der henvender sig til alle, som elsker at læse krimier. Hovedpersonen Charlie Lager minder i sin attitude om Saga Noren fra tv-serien Broen, så hvis man nød at følge med i Broen, så vil man helt sikkert også blive fanget ind af denne krimi, som er noget af en pageturner.
Du kan lytte gratis til Annabelle som lydbog i 30 dage hos streamingtjenesten Mofibo, hvor du i øvrigt finder et kæmpestort udvalg af lydbøger.