”Rædslen, der ikke ville få ende før om otteogtyve år – hvis den nogensinde fik ende – begyndte så vidt jeg ved med en båd af avispapir, som sejlede i en rendesten, der svulmede af regn.”
”It” – ”Det Onde” er måske en af de mest uhyggelige bøger, der nogensinde er skrevet. Forfatteren er Stephen King. Mange menneskers angst for klovne stammer fra netop denne bog. Så er man advaret på forhånd.
Det er nemlig ikke et hvilket som helst monster, der hjemsøger sovebyen Derry i Maine, USA. Det er selve Det Onde – et væsen, der eksisterer uden for tid og rum og venter på at manifestere sig i en form, som dets offer frygter, gerne som horrorklovnen Pennywise.
Det Onde lurer under overfladen (også i bogstavelig forstand) i den ellers så pæne og intetsigende provinsby.
Vi hører om en gruppe børn, der i 1950’erne formår at besejre ”Det Onde”. Det tror de i hvert fald, indtil det står klart, at denne forbandelse vender tilbage til Derry hver 27. år. Så da de mystiske og skrækkelige hændelser begynder at indtræffe på ny, er gruppen af outsidere, der i mellemtiden er blevet voksne, tvunget til at opgive familie, job og hverdag for sammen at vende tilbage til deres ophav og bekæmpe Pennywise på ny.
Man finder mange klassiske Stephen King-motiver i romanen; mindernes betydning, barndomstraumer og deres betydning for voksenlivet, det grimme bag den pæne facade samt betydningen af venskab og sammenhold.
Selvom bogen er kendt for sin uhygge, skal man ikke glemme, at King er en mesterlig fortæller, der formår at skabe gribende historier, en perfekt opbygget spænding samt troværdige karakterer. F.eks. står beskrivelsen af børnene meget stærkt: Selvom de alle er outsidere i forhold til resten af indbyggerne i det meget konforme samfund, er de stærke sammen.
Historien rummer selvfølgelig også grufulde og voldsomme scener, men på trods af de overnaturlige elementer, kan man stadig relatere til historien, og selvom der er tale om et meget omfattende værk på godt 1000 sider, følger man hjertens gerne med på hele rejsen. Glæd dig til "gys, gru, glæde og sorg”. Dette mesterværk har det hele, og Stephen King brillerer endnu en gang. Bogen kan derfor varmt anbefales.
Stephen King står bag adskillige gyserklassikere, men ”It” er helt sikkert en af hans mest kendte og elskede/frygtede værker. Allerede et par år efter udgivelsen blev bogen til en miniserie med den britiske skuespiller Tim Curry som klovnen Pennywise. I 2017 blev romanen filmatiseret med Bill Skarsgaard i rollen, og der er planer om en fortsættelse.
Lydbogen er indtalt af Lars Attermann.
Vil du høre ”It” – ”Det Onde” som lydbog helt gratis? Prøv Mofibo i 30 dage!