Lykke-Per

Præstesønnen Peter Andreas Sidenius vokser op i et strengt, religiøst hjem i det østlige Jylland i slutningen af 1800-tallet. Hjemmet domineres af den stærkt troende far, der forventer, at Peter også går præstevejen. Peter tager dog skarp afstand til den religiøse baggrund og den strenge far, og han ender med at afbryde kontakten til familien og flytter fra landet til storbyen København for at læse videre som ingeniør på Den Polytekniske Læreanstalt. Målet er at finde vejen til et lykkeligere liv.

Den begavede 16-årige Peter har en drøm om at udvikle et innovativt ingeniørprojekt, der skal skabe et kanalsystem i Jylland og modernisere Danmark som industrination. I forbindelse med projektet kommer han i kontakt med en ny gruppe velhavere, såsom den velstillede, jødiske familie Salomon, der også omfatter den selvstændige pige Jakobe. Hendes forældre hjælper bl.a. med at finansiere Peters udenlandsrejser, og han indleder samtidig et kærlighedsforhold til den smukke pige.

I København får han desuden tilnavnet Lykke-Per af vennen Fritjof Salomon, men spørgsmålet er, om han er tættere på en lykkelig tilværelse og på at finde meningen med livet.

Pers fortid og familiens uforsonlighed fortsætter med at forfølge ham, og han kan ikke rigtig få styr på sine følelser og idéer. Han afbryder hen ad vejen forlovelsen med Jakobe og gifter sig i stedet senere med præstedatteren Inger. Hans historie bringer ham tilbage til Thy, hvor han finder ro i en ensom tilværelse som vejassistent, langt væk fra sine børn, som han er bange for at skade.

Anmeldelse

”Lykke-Per” er et af dansk litteraturs hovedværker og Henrik Pontoppidans mest populære roman. Værket indgår i den danske kulturkanon, og det udkom i perioden 1898-1904. Det var med til at sikre Pontoppidan Nobelprisen i litteratur i 1917, og siden hen har generation efter generation læst fortællingen om Lykke-Per.

Dette skyldes sandsynligvis, at samtidsromanen er en tidløs fortælling om en ung mands søgen efter meningen med tilværelsen, og at vi kommer i kontakt med højaktuelle temaer, som vi stadig kan relatere til, herunder videnskab versus tro, moral, kærlighedsproblemer og nyskabende tanker omkring vedvarende energi.

Den gribende samtidsroman giver en fremragende indsigt i datidens Danmark, herunder de forskellige samfundsklasser på landet og i byen. Bogen berører spændende temaer, der strækker sig fra frigørelse og oprør til teknologiens udvikling og forholdet mellem individ og samfund. ”Lykke-Per” er skrevet i et effektivt sprog og er desuden spækket med fantastiske miljøbeskrivelser og fascinerende personskildringer. Det kvindelige portræt af den seriøse Jakobe er et af de fineste i dansk litteratur, og vi får desuden en god indsigt i realisten Pers kamp med fortiden og fremtiden samt jagten på meningen med livet.

Den berømte udviklingsroman blev filmatiseret af Oscarvinder Bille August i 2018 og havde Esben Smed og Katrine Greis-Rosenthal i hovedrollerne. Filmen blev modtaget positivt af anmelderne.

Vil du høre ”Lykke-Per” som lydbog helt gratis? Prøv Mofibo gratis i 45 dage!

Lykke-Per
Lyt gratis her: