Den Første Verdenskrig er overstået, og Europa er langsomt ved at komme til hægterne og genfinde optimismen. Vi følger endnu engang de tre norske Lauritzen-brødre Sverre, Lauritz og Oscar, der lever et overklasseliv, som delvist udspiller sig i Berlin og i Saltsjöbaden ved Stockholm.
De tre hårdtarbejdende brødre og entreprenører er præget af masser af gåpåmod, og de bliver blandt andet en del af byggebranchen, hvor de deltager i opbygningen af moderne beboelseskvarterer i Berlin og Dresden. Tysklands økonomiske opsving og teknologiske udvikling gør, at fremtiden ser lys ud, men ingen af dem aner det mørke, der venter forude, og som er klar til at kaste Europa ind i endnu en katastrofe.
Nye politiske vinde blæser hen over landet, og Lauritz’ unge søn Harald bliver rekrutteret til en nationalistisk undergruppe af SA for børn. Familien formår at få Harald fjernet fra gruppen, men det nazistiske standpunkt udvikler sig langsomt med årene. Da nazismen opnår en større udbredelse i Tyskland, vælger den homoseksuelle Sverre samt Oscar, der har en kone af jødisk afstamning, at flygte op til Lauritz i Sverige. Harald bliver i Berlin for at optage en karriere inden for det tyske militær og ender som officer i SS med Hermann Göring som sin mentor.
Romanen berører temaer såsom vores forståelse for, hvad der sker i samfundet omkring os. Den stiller desuden spørgsmålet: Hvordan ville vi selv have reageret, hvis vi havde gennemlevet denne periode i datidens Tyskland.
”Mellem rødt og sort” er det tredje bind i Jan Guillous romanserie ”Det Store Århundrede”, der handler om 1900-tallet og menneskelighedens mest brutale og blodige århundrede. Det er Jan Guillous største forfatterprojekt, og han planlægger at tage os med helt op til det 21. århundrede i denne romanserie.
I denne episke fortælling får man et godt historisk indblik i mellemkrigstiden 1918-1939 i Tyskland og landets rivende økonomiske, kulturelle og teknologiske udvikling, samtidig med at vi følger overklassen i form af familien Lauritzen. Romanen indeholder et hav af detaljer omkring datidens Tyskland, fra litterære værker ned til arkitekturen og bilmodellerne.
”Mellem rødt og sort” er interessant, i og med at Jan Guillou lykkes med at formidle et tysk perspektiv på den mørke periode i Tyskland og skildrer, hvordan nazismen stille og roligt slog rod i landet. Man opnår ligeledes en relation til den almindelige tyske borger, i form af de tre brødre og Lauritz’ søn Harald, og man får dermed et mere indgående indblik i den tyske nationalisme og håbet om at genopbygge landet som en stærk og moderne nation efter Første Verdenskrig.
Det er særligt Harald, der bevarer sin naive kærlighed til Tyskland bogen igennem, og hans figur belyser, hvordan mange almindelige borgere ikke helt forstod alvoren i antisemitismen og nazismen, inden det var for sent.
De talentfulde, velhavende og meget politisk korrekte hovedroller i ”Mellem rødt og sort” kan til tider savne lidt personlighed og medmenneskelighed. Karakteren Harald er dog et interessant og befriende indslag, der tager lidt af det pæne af overklassefamilien, og som hjælper os med at forstå et individs indblanding i den politiske situation i landet. Jan Guillou skriver underholdende og medrivende, og hans styrke i romanen er evnen til at levendegøre historien igennem den almene tyskers øjne.
Har du lyst til at lytte til Jan Guillous ”Mellem rødt og sort” som lydbog, endda helt gratis? Nu kan du prøve Mofibo i 30 dage!