Elverskud 1: Skæbnedans

“Jeg tror ikke, man kan se det. Kan man?”
Jeg hiver forsigtigt lidt ned i hendes kjole. Den lille stribe af hud mellem skulderbladene ophører, og jeg kan se væggens brune træbrædder igennem hende.
“Hvis den glider bare en centimeter ned, kan man se det.” Jeg har gåsehud på armene. Det får jeg altid, når jeg ser på hullet. Selvom jeg har set det hundrede gange før. Selvom vi alle tre har et.
Man siger, elverne er hule i ryggen, fordi de ikke har nogen sjæl. Det er sådan, heltene i eventyrene kan gennemskue dem. Jeg har aldrig glemt min dansklærers ord …

Birke og hendes to søstre danser en gang om måneden for byens borgere. Ikke af lyst, men for at overleve. De er af elverblod. De har det fra deres mor, der forelskede sig i et menneske og døde under fødslen. Siden da har deres far gjort alt for give dem et så almindeligt liv som muligt. Men helt almindelig bliver man aldrig, når man er gennemsigtig i ryggen og med et forkert blik kan drive en fyr til vanvid …