Små udtryksløse dyr og andre noveller

David Foster Wallace blev sin generations vigtigste skønlitterære navn med romanen ‘Infinite Jest’, men stor anseelse nyder også hans essays, der på dansk blev samlet i ‘Dette er vand’ (2014), og hans noveller, som hermed får sin egen samling.

Der indledes med den tidlige novelle “Planeten Trillafon og dens stilling i forhold til det værste” – en selvbiografisk skildring af den ubærlige smerte ved depression og den medicinske behandling herfor. Novellen er en uhyggelig forudskikkelse af den psykiske nedtur, der ledte frem til forfatterens selvmord i 2008, og sammen med den sidste tekst, “Gode Gamle Neon”, der ligeledes kredser om den depressives sindstilstand, danner den en dyster ramme for bogen.

Imellem disse to noveller præsenteres en række eksperimenterende tekster, der bevæger sig vidt omkring i følelsesregisteret. “Min optræden” er en urkomisk fortælling om skuespillerinden Edilyn, der til sin store skræk inviteres til at optræde i superironikeren David Lettermans legendariske talkshow. Titelnovellen “Små udtryksløse dyr” om Jeopardy-fænomenet Julie tager ligeledes afsæt i medieverdenens facadespil.

Vi får to af forfatterens berygtede “Interviews med ækle mænd” – i det første fortæller en mand om sin dybe skam og væmmelse ved sin hårdtarbejdende fars mangeårige arbejde som toiletpasser, og i det andet forsøger hovedpersonen at overbevise den umælende interviewer (og os) om, at hans ‘romantiske’ forhold til et psykisk skadet voldtægtsoffer på ingen måde udgør en kynisk udnyttelse af et såret medmenneske. “Glemsel” skildrer en banal ægteskabelig konflikt, hvor den pedantiske og møgirriterende jegfortæller ikke vil godtage sin hustrus anklager om, at han snorker.

På tragisk og morsom vis kredser Foster Wallace i mange af novellerne om et kardinaltema i forfatterskabet: fejlslagen kommunikation mellem mennesker og den dermed forbundne ensomhed og isolation. Men sjældent i verdenslitteraturen er disse dystre temaer behandlet med så stor vitalitet og ekvilibrisme.