Svinedrengen

Der var engang en fattig prins; han havde et kongerige, der var ganske lille, men det var da altid stort nok til at gifte sig på, og gifte sig det ville han.

Nu var det jo rigtignok noget kækt af ham, at han turde sige til kejserens datter: “Vil du ha' mig?” men det turde han nok, for hans navn var vidt og bredt berømt, der var hundrede prinsesser, som ville have sagt tak til, men se om hun gjorde det.

På prinsens faders grav voksede der et rosentræ, oh sådant et dejligt rosentræ; det bar kun hvert femte år blomst, og det kun en eneste, men det var en rose, der duftede så sødt, at man ved at lugte til den glemte alle sine sorger og bekymringer, og så havde han en nattergal, der kunne synge, som om alle dejlige melodier sad i dens lille strube. Den rose og den nattergal skulle prinsessen have; og derfor kom de begge to i store sølvfoderaler og blev så sendt til hende.