Varulven

"Det var Henriks ide, det med at vi skulle udspionere Varulven. Henrik var to år ældre end mig og mindst fire år modigere. Han elskede alt, hvad der var uhyggeligt, og han elskede at udspionere."

Sådan begynder Mikkel på ni år sin fortælling om dengang, da han og Store-Henrik besluttede sig for at finde ud af, om Tosse-Jørgensen virkelig var en varulv.

Gamle hr. Jørgensen spytter store slimede blodklatter på fortovet, har fæle gule øjne og kigger altid så underligt efter dem – gør han ikke?

Mikkel er faktisk ikke ret modig, men det er selvfølgelig ham, der skal kravle ind ad det åbne vindue hjemme hos Varulven. Henrik er jo alt for stor til at komme ind ad det lille vindue! Da de senere flygter fra huset over hals og hoved, glemmer Mikkel sin kikkert. Og det er ikke så godt, for Henrik ved tilfældigvis, at Varulven i overmorgen, når det er fuldmåne, vil genkende Mikkels lugt på kikkerten og finde frem til ham, når han ligger i sin sødeste søvn. De er simpelthen nødt til at hente den kikkert nu i nat, før det bliver fuldmåne ...