Brændte sjæle

Da Anton Jørgensen bliver meldt savnet, peger visse spor hurtigt i retning af en alvorlig forbrydelse. Østjyllands Politi bliver mødt af et blodigt badeværelse, et afhugget øre og psykedeliske svampe i Antons lejlighed i Århus, men intet lig.

Antons venner og bekendte har kun positive ting at sige om ham og kan ikke komme i tanke om, hvorfor nogen skulle gøre ham fortræd. Hvad er der sket i lejligheden, hvilken betydning havde svampene for Antons forsvinden, og hvorfor er han blevet slået ihjel?

Politikommissær Henrik Dam indser snart, at der er brug for assistance, og derfor kontakter han den erfarne psykiater og gode ven Christian Falk, som tidligere har hjulpet ham med de forskellige efterforskninger. Politiet fokuserer på de euforiserende svampe, men Christian mener, at der kan være en anden forklaring til det formodede mord.

Fortællingen om psykiateren Christian Falk løber parallelt med efterforskningen, og han driver et forskningsprojekt på Psykiatrisk Hospital i Risskov, der bygger på seriemorderes hjerner, og hvordan de opererer i forhold til normalt fungerende individer. Han bliver både professionelt og personligt sat på prøve under fortællingen, da en deltager i forskningsprojektet har opgivet falsk identitet og begynder at forfølge ham. Christian gør den foruroligende opdagelse, at personen udviser psykopatiske træk. Har det mon en tilknytning til Antons forsvinden?

Christian Falk tyer til mildest talt utraditionelle metoder, og, som historien udvikler sig, bliver han endnu mere involveret og får også svar på nogle personlige spørgsmål, som har plaget ham hele livet.

Anmeldelse

”Brændte sjæle” er den første bog i Inger Wolfs planlagte trilogi om psykiateren Christian Falk og politikommissæren Henrik Dam. Vi bliver taget med til forskelligartede miljøer, hvor vi blandt andet møder seriemordere og narkohandlere, og romanen berører fascinerende temaer såsom forfølgelse, barndomstraumer og menneskets mørke sider, der generelt kendetegner Inger Wolfs romaner. Forfatteren har som vanligt foretaget en meget nøje research, som blandt andet giver os et troværdigt indblik i virkningen af euforiserende stoffer og et realistisk billede af, hvordan hjernen fungerer hos de individer, der vælger at slå andre ihjel.

I ”Brændte sjæle” bliver vi ligeledes introduceret for komplekse og fascinerende hoved- og bipersoner. Det gælder især den fremtrædende karakter Christian Falk, som sideløbende arbejder med et forskningsprojekt og personligt fortrænger ting fra barndommen. Forhåbentlig vil efterfølgeren til ”Brændte sjæle” give lytteren et endnu bedre billede af, hvorfor han agerer, som han gør.

Krimiromanen er skrevet i Inger Wolfs medrivende fortællestil og er generelt spækket med spændingsmomenter og uventede twists, der til tider gør det svært at slippe lydbogen. Det gennemtænkte og snedige plot fanger lytterens opmærksomhed fra start til slut, og det er ikke umiddelbart til at gennemskue, hvordan intrigerne hænger sammen.

Lyt gratis i 14-60 dage

Har du fået blod på tanden? Hør den gribende ”Brændte sjæle” som lydbog helt gratis. Prøv Mofibo i 45 dage!

Brændte sjæle
Lyt gratis her: